Første kamp for 2. senior i Sjællandsserien!
Velkommen til Sjællandsserien!
Med det nye set up for vores 1. hold med hjemmekampe fredag aften er der muligheder for flere tiltag for vores 2. hold som i dag spillede første kamp i Sjællandsserien. Dels kan vi få glæde af ikke benyttede reserver på 1. holdet og dels er der muligheder for den store trænerstab på 1. holdet til at følge 2. holdet. Første del medførte at vi både havde Markus og Frederik til start, anden del blev ikke udnyttet. På en fremragende arena, Farum Park bane 1, mange tilskuere, pølsebod og måltavle skulle første slag slås i en benhård pulje 1 i Sjællandsserien.
Vi fik en rædsom start, spillet 5 minutter og Holse begår et håbløst straffespark som sikkert udnyttes af det der blev banens bedste spiller nummer 10 fra Farum, i tilgift en dyr advarsel til Holse. I spillet 10 mod 11 kommer vi godt tilbage og tilspiller os flere gode muligheder hvor den største til MC burde have givet udligning. Da vi efterfølgende bliver fuldtallige bølger spillet frem og tilbage, Farum trækker også en advarsel og vi trykker godt på uden dog at udnytte mulighederne og da Holse efter 27 minutter trækker advarsel nummer 2 og dermed tak for i dag bliver det for alvor op ad bakke. Farum rammer overliggeren, Hasan misbruger på det skammeligste i modsatte ende, Farum burde være ramt af advarsel nummer 2 til nummer 7 som også trak nummer 1 da MC bliver flået ned i en omstilling og så sker det onde 1 minut før pausen da Farums nummer 10 elegant first timer kuglen i kassen.
Pause tid til ændringer og nyt mod, det holdt kun kort så gjorde Farum bedste det til 3-0 og senere 4-0 inden han få minutter før tid blev skiftet ud til fortjente klapsalver, i slutsekunderne blev det 5-0 som også blev kampens resultat. 5-0 er ikke det rette billede men manglende skarphed i begge felter er medvirkende til resultatet, sejren til Farum var fuld fortjent og for fodboldelskere var Farums nummer 10 en nydelse blot man ikke havde den hvide trøje på. Der er ingen grund til at male fanden på væggen efter en kamp, blot skal vi huske på at det er klubbernes flagskibe vi møder i Sjællandsserien, vi skal derfor forberede os på hver eneste modstander på en helt anden måde end i serie 1 og derfor skal alle muligheder for at se vores kommende modstandere udnyttes. Farums bedste har vi dog mødt mange gange før så hans spidskompetencer kan ikke have overrasket os i dag!
På lørdag gælder det Lejre på Herlev Park, referenten bemander speakertårnet så husk holdopstillinger fra begge hold. Kampen spilles kl 11.00
Kim