Menu

2. senior: 3-0 sejr over Fredensborg

Kim Wolfram
14. maj 2016 kl. 18:04

Sejr i en intens kamp.

Bane 6 lagde denne lørdag græs til 2. seniors hjemmekamp mod Fredensborg. Det gode vejr og holdets gode spil havde lokket folk af huse så der var godt med tilskuere rundt om afspærringen. Vi fik en perfekt start, lagde pres på fra første fløjt og det gav bonus allerede efter 3 minutter da Alex og Hasan fik fat i læderet og Hasan spillede uselvisk Jacob fri og dermed 1-0. Fredensborg fik ret hurtigt rystet chokket af og kom også til deres muligheder men en meget stærk bagkæde afviste alt. I den modsatte ende kom vi til flere gode muligheder hvor Alex ser ud til at have genfundet formen og med flere fine raids og tilhørende indlæg fik sat sine holdkammerater op og kun flere fine redninger fra Fredensborgs målmand gjorde at vi kort før pausen kun førte 1-0. Det blev der ændret på da Hasan i venstre side med sit højre ben lagde en sukkerkugle ind til Jakob der ikke svigtede og dermed 2-0 og pause.

2. halvleg blev lige så intens som 1. halvleg og dertil kom maj måneds første regnvejr med et gevaldigt temperaturfald. Fodboldens største mulighed er et straffespark og et sådan blev vi tilkendt efter en Fredensborgspiller havde gjort sig bred og brugt hånden. Desværre havde vi ikke afstemt hvem der skulle sparke, det plejer at være Jakob men Hasan tog sig af det. Et hårdt spark til højre for målmanden som havde læst Hasan og klarede i stor stil, riposten røg ud til Hasan som endnu en gang ikke fik passeret den velspillende keeper. Referenten stod bag målet og var derfor nærmeste øjenvidne til en besynderlig situation da linjedommeren marker for at keeperen havde forladt målstregen inden Hasan sparkede og først efter flere riposter og nærkampe bliver der fløjtet hvor dommer og linjedommer bliver enige om at der er off side. Det kan der naturligvis ikke være da riposten fra målmanden ryger direkte ud til Hasan, men det havde heller ikke været fair overfor målmanden hvis ikke den fine redning kunne tælle. Efterfølgende har vi flere gode muligheder og helt fortjent bliver det også 3-0 da Oliver for anden kamp i streg kommer på tavlen efter en fin frispilning dybt i banen. Vores nye målmand, Mark, vil også vise hvad han står for og hiver mod slutningen en feberredning ud af ærmet da Fredensborgspilleren trykker af og der med slutter det hele 3-0, fuldt fortjent men en kamp hvor Fredensborg også havde stor ære af indsatsen og trykkede på til sidste fløjt.

Vi ligger stadig nummer 1 og er blandt favoritterne til en af de to pladser i Sjællandsserien. Dagens dommer dømte ganske enkelt fremragende, hele tiden opmærksom på fordelsreglen således kampen ikke blev fløjtet i stykker, lod sig aldrig mærke af tilråb og kommentarer og havde altid overskud til at give en hånd når en spiller var i græsset. Næste opgave er på lørdag i Blovstrød hvor rækkens bundhold er vært, referenten er klar.

Kim Wolfram

Luk