Menu

U-14 og U-15 piger til Verona Cup

image
Mette Schou Brix - Thomas Lollike
22. oktober 2019 kl. 21:38

U-14 og U-15 pigerne var i efterårsferien i Peschiera del Garda for at deltage i Verona Cup sammen med 209 andre hold. Vi deltog med ét hold i U-15 rækken med 15 piger. Alle hold var indlogeret på campingpladsen Bella Italia, det var fantastisk godt, da man så også mødte de andre hold og ledere udenfor banerne. Kampene foregik på baner rundt om Peschiera del Garda. Den ene bane var i gåafstand og den fjerneste ca. 20. minutter i bus fra campingpladsen.

Vi ankom søndag middag med fly til Milano og brugte resten af dagen på at finde os tilrette på pladsen og nyde solen.

Mandag var de første 2 kampe i puljen. Det blev til en sejr og et nederlag. Pigerne var udfordret på fysisk styrke, og et par store personlige fejl kostede. Vi var tilbage på pladsen lige efter middag og brugte eftermiddagen på en tur til Peschiera del Garda.

Tirsdag ventede to hårde kampe mod de bedste hold (som senere skulle vise sig at mødes i A-finalen). Vi tabte begge kampe men spillede flot op med begge hold. Den ene kamp blev live transmitteret på NowStream, så forældre og andre interesserede kunne følge med. Kampen kan ses på https://www.nowstream.dk/videos/7-534-herlev-if-lynge-broby-if-piger-u15. Efter puljekampene blev vi placeret i C-puljen til onsdagens finalerunder.

Onsdag havde vi første kamp sent på eftermiddagen. Det var dog kun en fordel, da vi så kunne nyde det dejlige vejr på campingpladsen. Kl. 17 var vi så klar til semifinalen mod Viborg. Vi startede godt og kom foran 1-0, Viborg kom dog stærkt igen og fik udlignet. Sidst i kampen fik vi igen overtaget i en nervøs kamp, vi scorede 2 gange og var klar til finalen. Efter en hård tirsdag var det lige, hvad holdet havde brug for.
I finalen mødte vi Brande. Det var en meget lige 1. halvleg, som endte 1-1. I 2. halvleg scorede Brande et par flotte mål, og kampen endte 3-1. Glade og tilfredse gik vi tilbage til campingpladsen for at deltage i præmieoverrækkelse og aftenens underholdning.

Torsdag fulgtes vi med Snekkerstens U-19 drenge til Verona. Hele dagen gik med at udforske den smukke by. Kl. 21 gik turen igen mod campingpladsen.

Fredag aften gik turen igen mod Herlev.

Det var på alle måder en god tur for deltagere og ledere. Verona Cup var rigtig godt planlagt, så alle kunne slappe af og nyde samværet og fodbolden.

 

 

Luk